Historier
På denne side vil jeg skrive små og store historier fra det virkelige liv i Afrika.

Jeg håber det giver indtryk af hvad man kan opleve, i hvert fald har jeg haft fornøjelse af at genopleve episoderne. Jeg vil løbende fylde mere på, eftersom det dukker op.
Turen til Mozmbique startede med 10 ugers sprogkursus i Lisabon
Færdselsuheld

Nogen gange gør man noget, man fortryder. Nogen gange fortryder man, at man ikke gjorde noget.

 

På en af mine ture til møde i hovedstaden Gaborone, stoppede jeg over i Mahalapye for at besøge Jan og Michael. Det var passende break efter 800 km kørsel og 200 før mål. Som sædvanligt havde det været meget livligt, og jeg var noget træt i hovedet, da jeg startede ud næste morgen. Sarah var med, og ca. 20 km udenfor Mahalapye kom vi forbi et voldsomt færdselsuheld. Jeg så i forbifarten en skrigende kvinde, indsmurt i blod, og også noget der kunne være et afrevet ben. Alt var kaos omkring, med folk der skrigende løb frem og tilbage, masser af blod. Jeg gjorde tegn til at ville standse, men Sarah råbte ”Dont stop, dont stop. You are white!!!”. Jeg kan huske, jeg tænkte to tanker: at jeg kan førstehjælp, og hvad med AIDS.

 

Resultatet blev, at jeg kørte videre. Dagen efter læste jeg i avisen at det var en minibus, hvor der nogen gange var 25 personer i, der var stødt sammen med en Hi-lux, hvor der ofte var næsten lige så mange mennesker bagpå. 16 mennesker var blevet dræbt. Jeg har aldrig tilgivet mig selv, at jeg kørte videre.

 

Ved en senere lejlighed fik jeg mulighed, for at opføre mig ordentligt. Jeg var på vej tilbage til Maputo, med to lokale journalister som havde været oppe og se, hvad vi gjorde for folk, der var internerede p.gr.a. oversvømmelserne. To biler var stødt sammen og røget ind i bushen. Vi gik ind og ledte, og fandt to børn på ca. 10 og 14 år. Den ældste havde fået nogle slag og blødte lidt fra munden, medens den mindste var bevidstløs, trak vejret rallende, og der løb noget slim og blod fra munden. Nærmeste sygeklinik var 50 km, af den vej vi var kommet. Der var ingen af de lokale, der ville gøre noget for dem, enten fordi de skulle den anden vej, eller fordi de ikke ville have svinet bilen til. Jeg fik dem ind bag i, og sørget for at den bevidstløse lå, så han kunne komme af med det slim, han havde i halsen.

 

Da vi nåede frem til klinikken, fik vi det klare indtryk, at vi kom til voldsomt ulejlighed. Da mine medpassagerer fik fortalt sygeplejersken at de var journalister, ved en af de store aviser indvilgede hun i, at slæbe den mindst medtagne med ind. Den hårdt medtagne lagde hun om på ryggen, og kiggede lidt på. Jeg brugte al min autoritet som hvid mand, der ved alt, for at vise hende, at han skulle ligge på siden så luftvejene var frie. Journalisterne bakkede mig op og hun så ud til at rette sig efter det, men om knægten overlevede hendes behandling, ved jeg ikke.

Svigermor og Livingstone ved Victoria Falls
Afrejse fra Botswana

Da jeg skulle rejse fra Botswana, ville jeg bygge et hus til Sarah – min veninde. Det skulle ikke være et traditionelt et, med stolper af træ og siv som tag, men et fint et med vægge af betonklodser, tag af zinkplader og cementstøbt gulv.

 

Sarah kendte nogle ”buildere” som hun var sikker på, kunne klare opgaven. Vi fik aftalt en pris, og de gik i gang. Jeg kiggede jævnligt til byggeriet, og det gik faktisk rigtig godt og hurtigt. Da det var færdigt, meddelte Sarah mig, at der var opstået et lille problem. Når man bygger huse i Botswana, skal der være hældning på gulvet, så det vand der uvægerligt kommer ind, kan løbe ud igen. Det havde de også lavet, men med så stejl en hældning, at fordøren, som åbnede indad, kun kunne åbnes ca 30 cm. før den stødte mod gulvet. Den rigtige løsning var selvfølgelig at brække hele gulvet op, grave lidt dybere og støbe igen, men det var jo ikke så ligetil, og hvem skulle i øvrigt betale den ekstra omkostning.

 

Jeg blev sur, bandede over de forbandede ”buildere” og gik hjem til mig selv. Senere på aftenen kom Sarah glædestrålende og fortalte mig at nu havde de løst problemet uden yderligere omkostninger. Det viste sig, at de bare havde savet 20 cm. af det nederste af døren, så den nu kunne  åbnes helt op, uden at støde på gulvet. Hvor svært kan det være.

Margit med masai baby i flot dekoreret hus
Week-end

Hvad laver man en week-end i Afrika? Ofte tager man på tur, især i begyndelsen af ens ophold, for at se alle de spændende steder omkring, og i de længere week-ender tager man typisk på en længere tur. Men når man er mættet med det, går man på bar. Det er fantastisk lækkert at sidde på et af de hel eller halvåbne steder, mærke varmen, se livet omkring, få en lille genstand, tale med venner og bekendte, hvilket oftest vil sige de andre udlændinge.

 

Det er rimeligt billigt at spise, så ofte smutter man lige hjem, inden man igen går ud ved 8 tiden. Der møder man næsten altid igen nogen, og sidder og smalltalker. Hyggeligt og uforpligtende. Og så er der ikke så meget andet at gøre, i hvert fald når man ikke har børn. Hverdagsaftener, læser man en del – og går også ud og spiser – så ofte gider man ikke læse i week-enden også. Fjernsynet er ikke nogen mulighed. I Botswana fantes det ikke i Maun og i Mozambique var der to lokale kanaler der oftest havde timelange rundbordsdiskussioner, som vi alligevel ikke kunne følge med i. Der var en portugisisk kanal med brasiliansk soap og en sydafrikansk hvor der en gang imellem var en fodboldkamp. Men sydafrikansk lokal fodbold er ikke ophidsende.

 

I Maun gik man på Duck Inn, som var enormt skæg og livlig i week-enden, og man spiste OK. Ellers var der Rielys som var det eksklusive gamle hotel fra kolonitiden. De havde en pragtfuld have med skygge og svømmepøl. Det første år jeg var der var der biograf på Island Sarafi lodge. Der tog man ud og så den film der var. Man spiste kylling og pommes frites. Jeg tror ikke man kunne få andet. Det tog man med ind i den halvåbne biograf og sad og fik et par øl til. Filmene var halvgamle amerikanske. Desværre var det tekniske udstyr ikke på toppen. Der var mange knækkede film, til foks højlydte hujen, men selv når den kørte var det ofte sådan at de ikke kunne indstille billedet til kun at fylde bagvæggen, så i stedet kunne man se ca. 2/3 af billedet der og resten gled ud på sidevægen. På en eller anden måde gjorde det ikke noget, filmen var alligevel ikke noget særligt.

 

I Maputo hed stedet Mundus.  Der var mange andre steder som vesterlændinge kom på, men Mundus var det tilbagevendende sted. Det var en spiserestaurant, og man sad sjældent bare og drak øl. Det foregik på de små cafeer rundt i centrum. Da Maputo er en storby holdt man sig til de steder man kendte, hvor det var sikkert at komme til og fra, og hvor der var nogle vagter, der passede på ens bil.

 

I Maputo parkerede man ikke sin bil uden at have en vagt. Hvis der ikke var autoriserede, ansat af restauranten eller forretningen man skulle ind i, tog man en af de knægte der altid tilbød sig så snart man holdt stille. Det var ofte ret små børn. Margit parkerede en gang og der kom en dreng på højest otte år og lille af sin alder. Margit spurgte ham hvad han ville gøre, hvis der kom en røver og ville stjæle bilen? Så viste fyren at han ville hoppe op og ned, vinke med armene og sige huu..huuu..Om ikke andet respekterede de andre når en havde fået en aftale, og jeg oplevede aldrig at få stjålet noget fra en bil med en vagt på.

Piberyger og masai familie
Gaven
Lige før jul 91 havde jeg lovet min rengøringskone, at jeg ville køre hende hjem til hendes familie, som boede godt 100 km fra Maun. Temmeligt pænt af mig, og lidt besværligt, for dels fyldte de bagagerummet op med alt muligt de skulle have med, og dels fordi det viste sig at ud over rengøringskonen, skulle en søster og hendes baby med. I min bil var der kun forsæde, så pladsen blev noget trang, med tre voksne og en baby. Især når babyen skulle ammes. Heldigvis skulle jeg ikke skifte gear så tit, for det krævede at alle rykkede sammen og holdt vejret, indtil jeg havde fundet det rigtige gear.

Familien var meget taknemmelig over at jeg ville køre dem, og som tak ville de give mig en ged. Jeg prøvede at afslå, for hvad skulle jeg stille op med en ged? men jeg kunne godt mærke at det ville være meget uhøfligt. Jeg tænkte, at jeg måske kunne lukke den ud på vejen hjem, men det ville nok også give problemer, for rengøringskonen ville sikkert spørge til den.

Til sidst fik jeg den gode ide at sige, at jeg syntes det var alt for meget, og at jeg meget hellere - på god afrikansk vis - ville dele den med dem. Det betød selvfølgelig at de måtte slagte dem, og dermed havde jeg løst mit problem.
Geden slagtes og parteres
Hunde
Overalt i Afrika løber hunde frit rundt. Det betyder at de efterhånden er ens alle sammen. De er brune og af middelhøjde. Dem der ejes af hvide, er dybt racistiske og bider og knurrer af alle sorte selv om de godt kan være imødekommende og venlige overfor hvide. Det skyldes at de lokale ser hundene som et problem. De stjæler deres mad og lusker rundt og er i vejen. Derfor smider man sten efter dem for at få dem af vejen, og det har hundene lært at sorte gør.

I Maun gjorde man noget ved de fritløbende hunde. En gang imellem fik alle de hunde, der havde en ejer, malet en rød plet i panden. Resten blev skudt.
Min nabos hund med rød maling i panden.
Swaziland
Swaziland er et underligt land. Et lille kongedømme hvor ham der var konge da jeg var der havde langt over 100 koner. Han valgte et par stykker hvert år, ved en ceremoni på stadion, hvor de kønneste unge kvinder blev stillet halvnøgne op og han så udvalgte dem han ville have.

Jeg har ikke oplevet noget land hvor man så tydeligt mærkede overtro, ritualer og gamle skikke.

Jeg var til en konference hvor der også var en gæst fra Swaziland, som jeg havde mødt før. Vi mødtes lige inden starten i kursusstedets restaurant. Hun var åbenbart glad for at se mig, for da hun fik øje på mig løftede hun op i blusen og viftede smilende  med hendes bryster. Jeg kendte hende altså ikke særligt godt, men da jeg spurgte nogle af de andre, sagde de at det var et almindeligt udtryk for gensynsglæde i Swaziland, når en kvinde mødte en mand som hun var glad for at se..

Swaziland er et kongedømme/diktaturstat. Jeg så en dokumentar, hvor en journalist forklarede, at de havde verdens bedste demokrati: Jo for de havde en enevældig konge, og han ville det bedste for lande, så det kunne ikke blive bedre.

Samme dokumentar var en reportage fra "Reeds dance" hvor unge piger danser, og kongen udvælger kommende koner. En af de indledende sange handlede om at man skulle lade være med at bruge kondomer!!! Jo for før europæerne kom og sagde de skulle bruge kondomer, havde de aldrig haft aids, altså var det kondomerne der gav aids
Vejskilt i Swaziland.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.08 | 21:57

Det er nogle fantastiske flotte billeder. Jeg mindes da vi var i Kenya 2006, det var en oplevelse jeg aldrig glemmer. Mange hilsner Doris

...
10.08 | 10:10

Meget flotte fotos af en helt speciel natur, fuld af skønhed og vildskab.
Glæder mig til at høre om jeres tur

...
28.07 | 21:03

Denne fugl er en helt..... Ove, du har gengivet næsten fuldt ud dyrelivet incl. den fotograferende homo sapiens sapiens, male. Dog uden Mzee. K.h. Dorthe

...
28.07 | 01:29

Smukt og akavet - det er et super vildt billede
kh majken

...
Du kan lide denne side