Botswana

Byer

Hovedstaden hedder Gaborone udtales Habo…For 30 år siden eksisterede den kun som et par lerhytter, men man besluttede at ligge en hovedstad der. Senere kom donorlandene med støtte til opbygning af byen, bl.a. skulle svenskerne have lavet arkitekturen til det meste af det indre samt finansieret en del af bygningerne. Den var en overgang den hurtigst voksende by i verdenen, i procent, og har derfor mange af de samme problemer som andre hurtigt voksende byer med slumområder i forstæderne. P.gr.a. Botswanas relative rigdom og demokratiske styre har man gjort meget for at afhjælpe problemerne og slumkvartererne var ikke så slemme som jeg har set i andre storbyer i Afrika. Da det er en meget ny by, bygget i samme stil som de fleste andre byer i tidligere engelske kolonier er den temmelig ucharmerende.

 

Francistown er næststørste by på vejen nordpå til Zimbabwe.

 

Maun er ”min” by hvor jeg boede i to år. Den er hovedstad i Ngamiland provinsen, ligger lige syd for Okavango Deltaet og er knudepunkt for wildlife turismen. Da jeg kom i 91 var hovedvejen delvis asfalteret, men i forretningsgaderne kunne du køre fast i det løse sand, selv med en firhjulstrækker. Mange brugte heste til transport, og det var et underligt syn at se en hvid cowboy komme ridende, parkere hesten foran en bottlestore, og ride videre med en six pack (seks øl). Man følte sig hensat til et andet sted. Livet i byen var vildt. Folk kom ind efter flere dages primitivt liv i bushen, fyldt med store og måske dramatiske oplevelser med de vilde dyr. Og så skulle der festes. Stedet hvor man mødtes var restauranten ”Duck Inn” som blev drevet af Ma Duck (Ma betyder frue på setswana). Hun var en meget frisk dame, der levede livet. Hun har været gift med en dansker, og kan ikke fordrage Gaborone. Som hun fortalte mig engang: ”Jeg tager kun til Gaborone når jeg skal skilles”. Historierne om drikkeriet og livet på Duck Inn er utallige. I det oplysningsmateriale jeg fik fra MS inden jeg rejste ud beskrev de lørdagsslagsmålene, og den klub der fandtes for folk der var kørt af broen og i floden efter en fugtig aften på Duck Inn.

Det var i hvert fald der vædemålene blev lavet om hvornår der kom vand i floden. Der kom meldinger om hvor langt vandet fra Angola var kommet ned i deltaet og man væddede om hvornår det nåede den flod der løber gennem Maun.

Jeg besøgte Maun 10 år senere og da var der kommet asfalt, mange supermarkeder, mange restauranter og Duck Inn var væk. Det var godt, men ikke for mig.

 

"Shopping Center" i Maun

Flaget

Flaget, som er kedeligt i forhold til andre afrikanske flag, symboliserer de to racer, hvid og sort, samt det blå vand. På nationalsproget – setswana – betyder ordet ”pula” tre ting. Penge (det hedder møntenheden faktisk) glæde og vand. Jeg oplevede på en af mine første rejser i Bots. sammen med en minister (der senere blev dømt for korruption) at han havde problemer med lokalbefolkningen. Hver gang spørgsmålene blev for svære, pegede han på mig og sagde at mister Nielsen var kommet helt fra Danmark for at hjælpe dem. Og så rejste vi os alle op, løftede armene, bøjede os fremover og sagde ”Pula”

Botswanas flag

Hønsehuset i Kwai

Et af mine mindre heldige projekter var at bygge en hønsefarm i Kwai, som ligger i det store vildt reservat på østsiden af Okavango deltaet. Der kommer mange turister, og ideen var at de skulle spise friske æg.
Det var utroligt vanskeligt at få det bygget. Ikke tegninger og sådan, for dem lavede de lokale i sandet, men at få transporteret materialerne derop. Vejene var dybe sandspor, og som sædvanlig var den lastbil vi skulle bruge i stykker.
Da cement mm endelig kom frem, skred byggeriet egentligt meget godt. De lokale arbejdede hårdt, kun afbrudt besøg af flodheste og elefanter.
Huset blev færdigt og omkranset af et hegn med al den strøm som vores generator kunne levere.
Hønsene blev hentet en en større by ca. 600 km derfra. Vejene var dårlige så vi skulle afsted først på natten for at nå frem og tilbage inden middagsheden, da den ville slå hønsene ihjel. Bortset fra en enkelt episode hvor en af kasserne faldt af og 15 høns slap ud, gik turen godt, og de kom i hus i Kwai.
Desværre var der ikke strøm nok på hegnet, og efter tre måneder havde en flodhest væltet hegnet, og bogstaveligt talt skræmt livet af alle hønsene.
Hønsefarmen i Kwai

Rengøring

To gange om året skulle der ryddes op i Maun. Så lavede man en folkeindsamling af øl og sodavands dåser. Resultatet ses her ved siden af min nabo skole.
Øl og sodavandsdåser

tørke - regn

De fleste år er der områder i Botswana hvor det ikke regner. I nogle områder regner det ikke i flere år. Når det så regner, sker der ting og sager. Det spirer, træerne bliver grønne, og der har ligget æg fra småfisk op padder i den tørre jord. Nu klækkes æggene og der kommer fugle for at spise. Det er en oplevelse der - næsten - kan gøre èn religiøs. 
Jeg oplevede det en gang omkring Maun, og jeg ved at flere af de andre frivillige har haft samme oplevelse. F.eks. som på disse to billeder, offentliggjort på Face Book.
PULA.

Linyanti i tørken

Sammen sted men så kom der regn

Knap 3 mdr. efter

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.08 | 21:57

Det er nogle fantastiske flotte billeder. Jeg mindes da vi var i Kenya 2006, det var en oplevelse jeg aldrig glemmer. Mange hilsner Doris

...
10.08 | 10:10

Meget flotte fotos af en helt speciel natur, fuld af skønhed og vildskab.
Glæder mig til at høre om jeres tur

...
28.07 | 21:03

Denne fugl er en helt..... Ove, du har gengivet næsten fuldt ud dyrelivet incl. den fotograferende homo sapiens sapiens, male. Dog uden Mzee. K.h. Dorthe

...
28.07 | 01:29

Smukt og akavet - det er et super vildt billede
kh majken

...
Du kan lide denne side