Da jeg første gang landede i Kilimanjaro Lufthavn, var det første der slog mig duften. Selvfølgelig fra flyene, men også den krydrede, lidt sødlige, varme duft af Afrika. Den har altid siden mindet mig om hvor jeg var og vakt følelser af genkendelse, glæde og forventning. Jeg ved også, at på tidspunkter senere kommer der irritation og måske frygt. Afrika vækker følelser, og nu hvor jeg har været der i godt 5 år plus det løse er min fascination sådan at jeg ved at jeg altid vil vende tilbage. Ikke til ”mit andet hjem”, for det bliver det aldrig, men til det kontinent der har givet mig så mange smukke, særprægede og voldsomme oplevelser.
Jeg laver denne hjemmeside af flere grunde. Det er så anderledes at have levet i Afrika at de færreste kan forstå det og derfor keder sig over at høre om det. Her er altså en chance for at fortælle nogle af alle historierne til nogen der frivilligt lægger ører til.
Jeg vil gerne have at min hjemmeside skal handle om personlige oplevelser fra Africa. Lidt baggrund er dog også godt, derfor ”kloger” jeg mig nogle steder. Jeg gør det også fordi at viden om, holdninger til Afrika er så forskellige og så løst funderede at der findes mange sandheder.
Jeg føler mig meget privilegeret. Jeg har boet og levet i Afrika, på betingelser som ikke findes om 30 år men som i nogen udstrækning var de samme for 400 år siden. Jeg tænker ikke på dyrelivet, som er ekstremt spændende, men på menneskene på landet, som er endnu mere spændende.